I dag hyldes kvinders kulturelle, politiske, sociale og økonomiske bedrifter – det er den 8. marts, kvindernes internationale kampdag. Dagen markeres og fejres verden over, og Baptistkirken i Rwanda er ingen undtagelse. På hovedkontoret i Kigali samles staben til en diskussion om, hvilken indsats der fortsat skal gøres for ligestilling i kirken, og hvilken rolle kvinder i AEBR fremover skal have. Dagens hovedtaler er leder af Kvindedepartementet, Pastor Dusa-bimana Laetitia. Det er ikke tilfældigt, at netop hun er valgt til dette, og det er bestemt ikke første gang, at Dusabimana Laetitia stiller sig op og taler for kvinders lige rettigheder og for kirkens udvikling.
Et tilfældigt møde Baptistkirken
Dusabimana Laetitia er født i 1981. Hun er datter af en landmand og en skolelærer, og voksede op i Nyanza-distriktet i det sydlige Rwanda. Som ung drømte Laetitia om at uddanne sig til revisor og arbejde med kvinder og projektledelse, men ni andre søskende, der hver havde deres egne drømme om uddannelse, og en habitus der ikke var præget af rigdom og muligheder, gjorde det til en fjern virkelighed. Faktisk er det, ifølge Laetitia selv, kun ved et tilfælde, at hun er endt hvor hun er i dag: som præst i sin egen kirke, leder af Baptistkirkens Kvindedepartement og projektleder i et projekt der sætter kvinder i fokus. ”Efter at have færdiggjort grundskolen spekulerede jeg meget på, hvordan jeg kunne fortsætte med at studere” fortæller Laetitia. ”På det tidspunkt var jeg en del af Pinsekirken, og det var kun ved et tilfælde, at jeg, af min veninde, blev tilknyttet Baptistkirken”. Det var i 2006, og Baptistkirken drev på daværende tidspunkt det såkaldte BITU, Baptistisk Institut og Teologisk Universitet. BITU var på udkig efter studerende, og de uddelte stipendier i håb om at få flere uddannet i teologi. ”Det var første gang, jeg hørte om teologi-uddannelsen, men jeg følte mig interesseret, og jeg vidste, at hvis dette var min eneste chance for at studere, ville jeg tage den mulighed og lære de kundskaber” fortsætter Laetitia. Under uddannelsen boede Laetitia tæt på AEBRs hovedkontor, og hun undersøgte muligheden for at få en volontørstilling hos hovedkontorets kvindedepartement. De kunne godt bruge et par ekstra hænder, så hun arbejdede frivilligt for dem, også efter at have afsluttet teologistudiet. Først i 2012, da hun blev forfremmet til afdelingens koordinator, begyndte hun at modtage løn. Samtidig opdagede hun en stor udfordring blandt kvinderne i AEBR. Tæt på 50% kunne ikke læse og skrive. Barnedrømmen om projektledelse begyndte at spire igen, og med hjælp fra AEBR startede Laetitia et ’Literacy-project’. Dette skulle hjælpe kvinder med at udvikle læse- og skrivefærdigheder. Projektet er siden vokset, og det er i dag der Laetitia får sin primære indkomst fra. Efter hendes arbejde som volontør, to år som koordinator, og leder for et nyt projekt, var der ikke nogen tvivl: Laetitia skulle være præsident for AEBRs Kvindedepartement.
Jesus og kvindepræster
"Jeg tror, Jesus er okay med, at kvinder er præster”, sådan siger Laetitia, da snakken falder på hendes rolle som præst. I 2019 blev Laetitia nemlig ordineret som præst. Nu leder hun sin egen kirke lidt uden for Kigali, men det har ikke altid været velanset blandt menigheden, at en kvinde skulle lede dem. ”Nogle i menigheden havde i starten svært ved at blive ledt af en kvinde” fortæller Laetitia. Efter en kort pause siger hun: ”dem der ikke kan lide det må stoppe med at komme”, og på trods af hendes smil hersker der ingen tvivl om, at hun mener det. I Baptistkirken i Rwanda er omkring 70% af medlemmerne kvinder, og netop derfor mener Laetitia, at det er så afgørende, at flere kvinder tager del i at lede kirkerne: ”Tænk hvad der sker med en kirke, hvis 70% af dens kraft bliver glemt og ikke brugt. Det er en fuldstændig nødvendig udvikling, at hele kirken bliver repræsenteret.” Hos Laetitia er der ingen tvivl om kvinders ret til at prædike - heller ikke teologisk. Hun henviser til Galaterbrevet kap. 3, vers 28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” Med udgangspunkt i dette argumenterer Laetitia for, at kvinder og mænd alle er repræsenteret og frelst af Kristus. Laetitia afslutter denne snak med at sige ”Jesus sender jo Helligånden til alle, ikke kun til mænd. Foran Helligånden er vi lige, så vi må altså begge kunne bruges lige.”
AEBR i udvikling
Mange ting har ændret sig i AEBR, siden Laetitia blev en del af kirken i 2006: ”Dengang var det meget svært at få ledelsen i AEBR til at forstå at det var vigtigt at få kvinder uddannet. Der var ingen ledere nogle steder i landet, der var kvinder, og først i 2010 blev der givet tilladelse til at kvinder måtte prædike.” fortæller Laetitia. Hun var meget aktiv i kampen for at få dette ændret, og for at få flere kvinder i ledelse, og den forandring der er sket, skyldes til dels hendes kamp. Laetitia mener dog, at det i høj grad også er regeringens krav, der har ændret tingene: “Regeringen har hjulpet os til at vågne op, åbne vores øjne og indse, at vi skal kæmpe for repræsentation og medbestemmelse.” Regeringen vedtog i 2015 en lov der sikrer en kvote på mindst 30% kvinder i alle beslutningstagende organer. Dette gjaldt også for Baptistkirken, og de måtte anerkende og indse at kvinder skulle være en lige del af ledelser og departementer i kirken. I dag styres tre ud af fem af AEBRs departementer af kvinder. Dusabimana Laetitia mener i øvrigt også, at der i samfundet er et godt eksempel for Baptistkirken at følge. Hun siger: ”Som du ser i parlamentet, er kvinder velrepræsenteret. I vores dagligdag er kvinder ikke ekskluderet. Alle steder i landet bliver man undervist i lighed mellem kønnene. Kvinder der er uuddannet, bliver løftet af det offentlige”. Desværre er der stadig et stykke vej til den fuldkomne ligestilling, selvom både Rwanda og AEBR har intentionerne i orden . Laetitia opstiller problemet: “På grund af mange års marginalisering er det svært at forstå rettigheden til lighed for mange. Det kan være de små ting som at fordele arbejdet i hjemmet.” Ligestilling er også et mindset, og før befolkningen i Rwanda har integreret ligestilling ind i sin samfundsforståelse, mener Laetitia ikke, at der kan opnåes komplet lighed. Hun fortsætter: “Gender promotion skal undervises fra en helt tidlig alder, så børnene vokser op og ved de er lige. De skal ikke tvinges til at lege forskellige lege, men hellere udvikle sig sammen fra barndommen. Mænd kan også gøre rent, og det kan deres sønner også. Ligesom kvinder godt kan cykle.”
I dag er alle fem biskopper og legal representative for Baptistkirken i Rwanda stadig mænd, men Laetitia er bestemt håbefuld: ”Selvfølgelig kæmper vi stadig for ligestilling, men vi kan se at flere og flere kvinder bliver en del af projekter, ledelser og kirker. Det vil ikke undre mig hvis vi også en dag får en kvindelig Legal Representative. Desuden er det velkendt i AEBR, at de steder, hvor kvinder er præster, går det godt.” Selvom vejen til medbestemmelse har været vanskelig, måske fordi hun er kvinde, vil Laetitia ikke ændre det, og hun afslutter ”Jeg er stolt af at være kvinde. Jeg tror på at vi er præcis lige så stærke som mænd. Det de kan gøre, kan jeg også gøre. Jeg har aldrig ønsket at jeg var en mand.”
