top of page

Nyhedsbrevet 15/2/2023

  • Forfatters billede: Bid i Rwanda
    Bid i Rwanda
  • 15. feb. 2023
  • 3 min læsning

De seneste uger er gået med mange spændende projektbesøg i både Rwanda og Burundi. Vi har været ledsaget af Morten Kjær Kofoed, og har sammen besøgt det nye Tinyuka-projekt, i Bugesera-distriktet i Rwanda, som har til formål at styrke kvinder i ledelse. Efterfølgende er Lise Emming Weber-Hansen stødt til, og vi har i fællesskab taget rejsen til Burundi. Her gik tre dage med besøg i de to landsbyer, der er en del af projektet Batwa-Ubuntu, som styrker Batwaerne økonomisk og socialt. Desuden har vi besøgt Dukore-projektet, der er et landbrugsprojekt, som træner og sætter rammerne for en sund udvikling af landbruget i landsbyer i Kayanza-provinsen i det nordlige Burundi.


Omtrent en times kørsel fra Kigali, i det østlige Rwanda, ligger Bugesera-distriktet. Her markerede juni 2022 opstarten af det nye projekt “Tinyuka” der, i samarbejde med BiD, AEBR og Kvindenetværket i Danmark, har til formål at styrke kvinder i ledelse. Projektet virker ved blandt andet at arrangere ledelsesworkshops med temaer som kommunikation, rettigheder, selvtillid og kirkelig ledelse. Disse træninger er særligt målrettet 68 kvinder, men herudover skal yderligere 3600 kvinder, fra sytten forskellige kirker, drage fordel af projektet, ved at få større økonomisk ansvar, gennem for eksempel VSLA-grupper. At disse kvinder får mere økonomisk ansvar og medbestemmelse i hjemmet hjælper ikke kun familierne økonomisk, men i høj grad også kvinderne socialt. Vi talte med en kvinde, der fortalte, at hun følte sig mere respekteret af sin mand efter hun, ved hjælp af VSLA-gruppernes lånefunktioner, havde startet en virksomhed, som var en økonomisk gevinst i familien.

Lise og Morten krydser grænsen til Burundi.

Videre til Burundi kræver det en vandretur på knap fire kilometer for at komme til Batwa-landsbyen, Nyakondo. Ruten snor sig mellem bjergene, der udgør det smukke landskab nær Rubura i Burundi. Ved ankomsten til Nyakondo bliver gæster budt velkommen med sang og dans fra hele landsbyen. Dernæst fører byens beboere stolt rundt, for at gæsterne kan se de enorme fremskridt der er sket med hjælp fra Batwa-Ubuntu projektet. Projektets formål er at forbedre de udstødte batwaers levevilkår for at give dem et mere værdigt liv. En af metoderne til at opnå målet er at hjælpe batwaerne med at bygge ordentlige huse i stedet for de hytter af træ og græs, de oprindeligt boede i. Desuden bliver batwaerne støttet med frø og hjælp til at dyrke, med en forhåbning om, at de en dag kan drive bæredygtigt landbrug på egen hånd. Batwa-Ubuntu projektet sender derudover børnene fra landsbyerne i skole. Alt sammen med henblik på at styrke batwaerne økonomisk og gøre dem til en mere værdifuld del af samfundet.


Velkomstkomiteen ved ankomsten til Dukore-projektet.

En hel folkeskare vender sig og kigger nysgerrigt med, da vi ankommer til landsbyen, hvor Dukore-landbrugs-projektet foregår. Der er forberedt en længere velkomstdans efterfulgt af taler, før rundvisningen i landsbyen kan tage sin begyndelse. På rundvisningen, der tager os rundt mellem beboernes hjem og marker, bliver vi fulgt med sang. Første stop er hos en familie der, med stor succes, opdrætter grise. De har nu otte grise, og dette efter at have givet fem af dem væk. Projektets solidaritetskædeprincip dikterer nemlig, at hvis man modtager én gris, skal man give de første fem pattegrise væk til andre uden en gris. Af hver af de fem pattegrise, skal modtagerne give de første tre pattegrise væk. Og dermed bliver én gris til enogtyve. Ligeledes førte rundvisningen også til en mands marker fyldt med trætomater. Han var startet med at dyrke markerne samtidig med projektets begyndelse i år 2020, og nu gik vi rundt på en mark med høje træer med trætomater. Bonden havde plantet afgrøder i tre forskellige højder og typer, som ikke påvirkede hinandens vækst, for at få det maksimale ud af marken. Han fortalte, hvor taknemmelig han var for projektet og delte glad ud af sine trætomater. Landsbrugsprojektet har til formål at øge produktionen af afgrøder samt at styrke bønderne både økonomisk og socialt. Ved at give midler til frø og dyr og undervise i at så og dyrke med mest effektivt udbytte sætter projektet rammerne for en sund og bæredygtig udvikling, som er i overensstemmelse med FN’s mål for netop det.


Forklaring af solidaritetskæde-princippet som indgår som en essentiel del af Dukore-projektet.

Comentários


bottom of page