I løbet af de seneste ti dage har 300 kvinder fra projektet Ngirankugire fået undervisning i reproduktiv sundhed. Projektet, der også kaldes ”Young Single Mothers”, henvender sig til netop unge enlige mødre og har til formål at styrke dem i rollen som mor og kvinde og træne dem i økonomi, selvtillid, ernæring, landbrug og, denne gang, reproduktiv sundhed. Hver morgen stod Byukusenge Providence, en sygeplejerske ansat fra det lokale hospital, klar til at give et nyt hold kvinder den seksualundervisning, de aldrig har fået. Med sig havde hun alle slags redskaber og remedier, som er nødvendige, når man skal forklare om kroppens anatomi, sex, prævention og graviditet. Som tingene lå der, fremme på bordet, vakte det opsigt hos selv de ansatte, og rummet fyldtes langsomt med kvinder der, tydeligt lidt generte, nysgerrige, og fnisende, tog plads på skolebænken.
Første punkt på dagsordenen er en håndsoprækning. Byukusenge Providence spørger ud i rummet ”Hvor mange her har før modtaget seksualundervisning?”. Hver dag er svaret det samme – kun en eller to hænder bliver løftet, og på den måde bliver det hver dag tydeligere, hvor den spændte stemning kommer fra. De fleste kan sikkert huske første gang en lærer, i femte eller sjette klasse, er mødt op med en klase bananer og et kondom til hver, eller en sundhedsplejerske der fortæller om udflåd og ægløsning. De fleste kan sikkert også huske, hvordan stemningen var i klassen. På samme måde er det i lokalet i Butare i Rwanda. Selv for kvinder der har været igennem en graviditet og en fødsel, er det nervepirrende og grænseoverskridende at blive konfronteret med de emner. Seksualundervisning er ikke obligatorisk i skoler i Rwanda, og de fleste får først undervisningen sent i folkeskolen. På det tidspunkt havde størstedelen af disse unge mødre allerede haft deres sidste møde med uddannelsessystemet på grund af deres tidligere graviditet.
Efter hver dags træning bliver kvinderne adspurgt om udbyttet, og de svarer ting som større kendskab til egen krop, viden om prævention og forståelse af deres menstruationscyklus. Det tyder på, at denne træning har været helt essentiel for kvinderne i Ngirankugire-projektet. Det har været vigtigt for dem at lære om reproduktiv sundhed, i første omgang for at undgå endnu en uønsket graviditet. Men, måske lige så vigtigt, har undervisningen handlet om at lære sig selv og sin krop at kende. Det er ulykkeligvis ikke alle mødrene, der blot på baggrund af uvidenhed eller mangel på undervisning er blevet gravide. Flere har været ofre for voldtægt, overgreb, prostitution og lignende. Dette kan ikke bekæmpes udelukkende med seksualundervisning, men gennem undervisningen har de lært om grænser, lyster, moral og kroppens anatomi og værdi, og forhåbentligt kan det styrke dem fremover – i rollen som mor og kvinde.
Comments